Dine værter

Tidsmaskinen og Filmaften styres af de to værter Lars Løvig (tv.) og Jesper Nørgaard Reinwald (th.).

Vi har været kammerater gennem snart 20 år. I den tid har vi lavet flere projekter sammen. Vi har blandt andet været på rejse med rygsækken i Vietnam, Cambodja, Thailand og New Zealand. Et storslået eventyr, som vi tit tænker tilbage på. Under rejsen skrev vi også en rejseblog på rejsemakker.dk.

Vores største projekt inden Tidsmaskinen og Filmaften var Birota. Birota var et site om cykelsporten, som vi begge går meget op i. På Birota skrev vi blandt andet artikler om professionel cykling. Senere begyndte vi også at lave radio om cykelsporten. Vi har også dækket flere cykelløb live blandt andet Tour des Fjords i Norge og GP Himmerland Rund i Aars i Danmark.

Vi har dog lagt Birota i dvale indtil videre.

Men vi havde stadig lyst til at lave podcast. Derfor kom vi på ideen til Tidsmaskinen. Vi er begge nostalgikere, som selvfølgelig ikke er gamle, men måske blevet en smule ældre. Og vi ser ofte med længsel tilbage i tiden da sportsverdenen var uskyldig (troede vi!), og da teknologien kun var i sin spæde begyndelse og ikke fyldte alle øjeblikke i vores hverdag.

Det tog os ikke lang tid at finde ud af, hvor første stop på Tidsmaskinens rejse skulle være. Da Lars er født i 1979, var det helt naturligt at starte her.

Siden kom ideen til Filmaften. Vi er begge filmnørder og ser gerne nogle underlige film. Vi har svært ved at tælle, hvor mange film vi egentlig har set, men det er mange! Med Filmaften vil vi gerne slå et slag for de ældre film.

Ligesom i Tidsmaskinen tager vi også et filmår år ad gangen – et år per udsendelsen – og så laver vi selvfølgelig også nogle specials.

Lars Løvig (1979)

Lars er den store nostalgiker i dette selskab. Han sværger til sin store vægkalender i papir, og han drømmer sig stadig tilbage til sit gamle billedrørsfjernsyn, hvor han så Tour de France hver sommer (som i øvrigt aldrig har været så godt som i 90’erne).

Lars er både uddannet tjener og markedsføringsøkonom. Lars er iværksætter. Har har stået bag firmaet LL Events.

Filmgenre: Gyser, fantasy og krigsfilm.

Jesper Nørgaard Reinwald (1983)

Jesper er er glad for ny teknologi og afprøver gerne det nyeste udstyr, men samtidig savner han frygteligt sin Commador 64’er eller at spille Red Alert på sin gamle stationære. Jesper drømmer sig også tilbage til seks ugers sommerferie, hvor flere af dem blev brugt på sofaen med Touren i tv.

Jesper er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har blandt andet været journalist på DR P4, DR Ligetil og DR Viden. Ved siden af laver Jesper også podcasten, Kaffepod’en sammen med kollegaen og vennen Daniel.

Filmgenre: Fantasy, Si-Fy, animation og thriller.