Musik
I Tidsmaskinen bruger vi musik. Det er ikke så almindeligt for podcasts, hvis ikke de har været udsendt i radioen først.
Der er flere grunde til, at vi har valgt at have musik med i podcasten. For det første synes vi, det giver et godt afbræk i udsendelsen, hvor man lige kan slappe af i hovedet og nyde musikken. Derudover giver det en god dynamik i udsendelsen, at der veksles mellem tale og musik.
Når man spiller musik i sin podcast, så skal man have tilladelse til det. Nogle vil måske spørge, hvorfor vi ikke bruger mere kendt musik i vores udsendelser. Det er simpelthen et spørgsmål om økonomi. Det koster nemlig en del af udgive podcast med musik.
Musikken i Tidsmaskinen spiller vi på licens fra Epidemic Sound, som er en svensk musiktjeneste. Her har vi købt tilladelse til at spille musikken fra deres musikkatalog, som spænder meget bredt. Men deres katalog inderholder mere ukendte kunstnere – i hvert fald i den bredere offentlighed. Vi synes dog også, det er forfriskende at lære noget nyt at kende.
Royalty-free
Der findes mange musiktjenester på nettet, som tilbyder såkaldt royalty-free musik. Det betyder, at musikken enten er gratis, eller du betaler for at bruge den – ligesom Epidemic Sound. Men man skal godt nok se sig for! De fleste lægger nemlig ikke mærke til, at i mange royalty-free tjenester er licensen ikke inklusiv tilladelse til det, som hedder offentlig fremførsel. Offentlig fremførsel er for eksempel, når man bruger musikken i en podcast. Så hvis man bruger royalty-free musik i en podcast, kan man nemt komme til at bryde licensen.
Læs i øvrigt denne fremragende gennemgang af problemstillingen (engelsk).
Det er en af de vigtigste grunde til, at vi har valgt at købe licens hos Epidemic Sound. Her er alle tilladelserne inkluderet – inklusiv tilladelse til offentlig fremførsel.